dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

To udfordringer skal tackles, når bostøtte via skærmen skal fungere

Færre aftaler må aflyses, borgere er tilfredse, og der spares tid og penge, viser forsøg i seks kommuner med virtuel bostøtte. Men teknikken og medarbejderes modvilje har været en bremseklods

Socialpædagogisk bostøtte behøver ikke altid foregå face to face, nogle gange er det nok at snakke sammen via en skærm på distancen.

Det er ideen bag et halvtandet år langt forsøg med virtuel bostøtte, som Faxe, Kalundborg, Køge, Lolland, Næstved og Stevns kommuner netop har afsluttet. I alt har 49 borgere, flest under 30 år, været involveret i projektet. De har alle brug for støtte til struktur i hverdagen, personlige problemer og  kontakt til myndigheder, og en del af den rådgivning er i perioden givet virtuelt, enten via Skype for Business eller MedComs virtuelle mødeforum. 

Sparer tid
Økonomisk har projektet været en succes, fremgår det af evalueringsrapporten fra VelfærdsInnovation Sjælland. Alle seks kommuner har sparet tid på selve bostøtten og flere også på transporten. 

Flere af de involverede medarbejdere oplever, at kvaliteten af bostøtten samtidig har været bedre, både fordi færre møder er blevet aflyst, når de kunne klares virtuelt, og fordi det har været nemmere at yde bostøtte, når og hvor behovet opstod.

Også flere af borgerne har udtrykt tilfredshed med, at det er blevet mere fleksibelt at få hjælp, blandt andet på andre tidspunkter end før. For nogle er det også en fordel, at de ikke behøver at rydde op eller nå i bad inden mødet.

Frustrationer og selvforståelse
Men træerne er ikke vokset ind i himlen. Kun et fåtal af medarbejderne føler, at de har fået mere fleksibilitet i deres arbejdstilrettelæggelse, fordi tekniske og logistiske udfordringer har gjort det svært at bruge systemerne som planlagt. Det har givet dem en del frustrationer og ekstra arbejdsopgaver. Samlet har kun 17 pct. af medarbejderne fået øget arbejdsglæde af mulighederne, mens 15 pct. har oplevet en negativ indflydelse.

Det hænger også sammen med, at det har krævet en ret stor kulturændring for mange af medarbejderne at erstatte det fysiske fremmøde med videomøder.

'Der er tale om en meget anderledes måde at skabe kontakt til borgeren på, som for en stor del af medarbejderne repræsenterer en forringelse i servicen til borgerne. Dette påvirker ligeledes medarbejdernes arbejdsglæde i negativ retning, da de dermed ikke føler, at de udfører deres arbejde så godt, som de burde,' fremgår det af evalueringen.

Derfor har de seks kommuner en række anbefalinger til andre kommuner, som gerne vil anvende virtuel bostøtte. De handler om:

  • Organisering - der er bl.a. brug for en del ressourcer i indkøringsperioden og faste aftaler om support.
  • Målgruppen - det er svært at forudsige, hvem det vil fungere for, og der skal tages etiske hensyn.
  • Teknologi - teknikken skal være korrekt opsat og afprøvet på forhånd, ellers demotiverer det borgere og medarbejdere, og det er en god ide med takt-og-tone-anbefalinger om bl.a. pauser og øjenkontakt.
  • Forandringsledelse - det er vigtigt at få brugen af videomøder til at fungere med medarbejdernes faglige selvforståelse.

 

Læs hele evalueringsrapporten her.

Læs mere om projektet her.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.